Sogneaften i Kirke Flinterup Kirke onsdag den 3. april kl. 19.00.
Pilgrimsvandring – kristendom til fods
ved pilgrimspræst Elisabeth Lidell.
Som optakt til årets pilgrimsvandring den 13. juni vil Elisabeth Lidell denne aften indkredse, hvad det er, der får mange moderne mennesker til at gribe pilgrimsstaven og begive sig af sted til fods.
Pilgrimsvandring og valfart har altid været kendetegn for en levende kirke. De første kristne kaldtes »dem, der hørte til vejen«. Pilgrimsvandring kan stadig inspirere til en levende tro.
På en pilgrimsvandring »beder man med fødderne«!
Måske er man nødt til at bevæge sig fysisk for at kunne flytte sig mentalt? I en tid med mange hurtige skift, endeløse informationsstrømme, højt tempo og overfyldte kalendere fremstår pilgrimstanken som en anden livsstil med tid til stilhed, eftertanke, langsomhed, enkelhed og indre ro. En slags kristendom for alle sanser.
Torsdag den 13. juni mødes vi kl. 16.45 i Kirke Flinterup Kirke. Herfra kører vi til Kilden i Store Bøgeskov. Der venter os herefter en vandring på ca. 13 km.