Familieforestilling i Kirke Flinterup Kirke
Lørdag den 9. september kl. 11.00
»I Luthers fodspor«
I anledning af reformationsåret i 2017 har trioen GIÒIA udarbejdet en familieforestilling om Martin Luther præsenteret med musik, fortælling og sange, som alle kan synge med på.
Historien tager sin begyndelse i klosteret i Erfurt, hvor Luther bare ikke føler, at han passer ind. Når han nu er så glad for sang, musik og dans – og Gud har skabt ham sådan – hvorfor er det så ikke tilladt? Videre frem kommer han til Rom, hvor han får idéer til de 95 teser, han senere slår op på kirkedøren.
Et udvalg af de reformatoriske hovedpointer introduceres med humor og i børnehøjde – med en epilog om, hvad Luther har af betydning for os i dag.
Ensemblet GIÒIA er kendt for dets festlige fortolkninger af den allertidligste nedskrevne instrumentalmusik fra 1250-1450. Musikken er i denne forestilling suppleret med arrangementer af Luther-salmer og nyskrevne fællessange. Gruppens besætning er Mie Korp Sloth på portativ (bærbart middelalderorgel) og keltisk harpe, Tira Skamby på percussion og Karina Agerbo på blokfløjte.
Efter forestillingen serveres der pølsehorn og lidt at drikke.