Fra Kirkeblad nr. 18 - marts 2009
Af sognepræst Kirsten Fogsgaard
Vi kender alle sammen H.C. Andersens eventyr om ”Snedronningen”. Det er et eventyr i syv historier, der handler om de to børn, Kay og Gerda. Den første historie fortæller om troldspejlet, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig i det, svandt bort til næsten ingenting, men det, der ikke duede og tog sig ilde ud, trådte endnu tydeligere frem og blev endnu værre. Nu gik det endda sådan, at troldspejlet gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker og gjorde om end større ulykke end før. For nogle af spejlstumperne var knap så store som sandkorn og de fløj rundt om i den vide verden. Ikke alene satte de sig i menneskers øjne og forvrængede alting, men nogle fik endog en lille spejlklump i hjertet – og det hjerte blev ligesom en klump is. Den lille Kay fik en stump af dette troldspejl i hjertet, og fra det øjeblik kunne han kun se det onde og slette i alting. Værre blev det … for Kay blev bortført til Snedronningens slot. Og han var så forskrækket derover, at han ville læse sit fadervor, men han kunne kun huske den store tabel.
Her vil jeg standse op i fortællingen et øjeblik. For hvad er det, H.C. Andersen vil fortælle os? At overfor verdens hårdhed og kulde, da er den store tabel ikke meget bevendt; den hjælper ikke, når det kniber, og man har glemt sit Fadervor. Det viste sig da også, at da Gerda efter mange genvordigheder fandt frem til Snedronningens slot og måtte kæmpe mod kulde og et helt regiment af mærkværdige snefnug, da bad hun Fadervor, og ordene formede sig til små, klare engle, der beredte hende vejen frem.
Fadervor optræder her i eventyret nærmest som et stykke magi. Som ord, der får krop og bryder det ondes magt, ja kalder englene frem. Sådan KAN det være, men Fadervor er mere end en magisk formel …. bønnen er, som det er sagt: ”hjertets tale til og med Gud.”
Fadervor er den bøn, Jesus selv lærte sine disciple, den bøn, vi mennesker kan ty til i en hvilken som helst situation i livet, vi kommer ud for. Den rummer det hele: lige fra tilbedelse og taknemmelighed, til ønsket om beskyttelse mod det onde, og råbet om hjælp til at kunne være også i det svære ved tilværelsen.
Min inspirationskilde til denne klumme har været vinterens debat om Fadervors plads ved skolens morgensang. Og jeg vil her til sidst blot viderebringe et par citater fra to skoler, som går ind for Fadervor ved morgensamlingen.
”Vi synes, det er udmærket, at man lærer børn en bøn, for senere i livet vil de måske synes, det er rart at have en bøn at vende sig til. En bøn kan være et godt værktøj til at ”læsse af.”. ”Fadervor er en god tradition og en god ballast for børnene” … ja, for det er godt at kunne læse sit Fadervor og ikke kun kunne huske den store tabel!
