Det var den dag, nyheden fik sat sindene i kog. Nyheden om, at Caféteatret i København 
har til hensigt i august at sætte et stykke op om Anders Breiviks manifest. Et afskyeligt projekt, mener de fleste. Og i al fald alt for tidligt i forhold til den store tragedie, det har været for så mange mennesker. 1 år, 1 måned og 1 dag efter Utøya.
Også min reaktion er afsky. Det kan man da ikke. Man kan ikke tillade sig at lave et teaterstykke om en så forfærdelig ugerning. Den skal i stedet gemmes væk, ikke profileres. Og desuden er det at gå alt for tæt på de mange mennesker, der har mistet en af deres kære under denne forfærdelige massakre. Og ikke mindst, - som mange påpeger: Er det nu ikke lige netop det, som var Breiviks hensigt: at udbrede sit menneskefjendske og hadske budskab? Bare ved at omtale det? Skal man ikke hellere tie det ihjel, kunne man spørge?
Nu kommer jeg så til at tænke på en af oplevelserne ved vores sognerejse til Krakow i år 2010. En af dagene besøgte vi den tidligere
koncentrationslejr Auschwitz. Selv om det var en smuk solskinsdag, var det ganske forfærdeligt. At gå imellem barakkerne, at se bunkerne af kufferter med navne på, børnesko, fotografier, og til slut at gå ind i gaskamret, hvor så mange mennesker var blevet myrdet. Det var ikke til at bære. Mange græd – unge som gamle.
Hvad skal det til for? Hvad må vi glemme, og hvad skal vi huske?
Hvorfor skal vi gang på gang erindres om rækken af lidelseshistorier i verden?
Svaret kom fra en teaterkritiker, som var indbudt til diskussion om Caféteatrets projekt. Han sagde noget lignende:
»Vi må gå ind i mørket for at kende det og forstå det«.
Og så tænker jeg:
Vi må kende mørket, for at vi kan sætte os op imod det. Vi må ustandselig gøre det yderste for, at det aldrig sker mere, at det er de mørke kræfter, der får overtaget. Det skal ikke ties ihjel. Mørket skal så at sige frem i lyset, så der kan dæmmes op imod det onde.
»Vi må gå ind i mørket for at kende det«
Måske har vi ikke så megen styrke, så meget mod i os selv, at vi kan sætte os op imod de onde kræfter.
Men vi kan bede om hjælp hos ham, Jesus Kristus, der selv så mørket i øjnene og gik ind i mørket for vores skyld.
Han tog lidelsen, smerten og døden på sig.
Han bar alt det forfærdelige.
Om nogen kender han mørket.
Det fantastiske er, at han overvandt mørket. Han sejrede over mørkets kræfter.
Det er, hvad påsken handler om.
At gå ind i mørket og overvinde det, som påskemorgen forkynder.
Jesus gjorde det for os – og satte dermed os fri af mørkets bånd og gav os håb at leve på. Dermed kan vi med hans hjælp vende os mod lyset og livet og gøre vores bedste for hinanden, og som vi gjorde det gang på gang i forbindelse med tragedien på Utøya med Nordahl Griegs sang:
»Dette er løftet vårt
fra bror til bror:
vi vil bli gode mot
menskenes jord.
Vi vil ta vare på
skjønnheten, varmen -
som om vi bar et barn
varsomt på armen!«
Kirsten Fogsgaard
