Mandag den 16. april indbød regeringen til konference på Christiansborg. Dagsordenen handlede om en styringsreform af folkekirken. Hermed indledtes en historisk proces frem mod udarbejdelsen af en egentlig forfatning for folkekirken. Fra mange sider har man på forhånd givet udtryk for, at tiden er moden for en sådan reform. Repræsentanter fra forskellige kirkelige organisationer og teologiske strømninger var indbudt til konferencen, for at drøfte, hvordan folkekirken fremover skal struktureres.
På kirkeministeriets hjemmeside står der bl.a. i forbindelse med konferencen: »Regeringen vil nu nedsætte et udvalg, som skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken med en klar ansvarsfordeling for økonomiske og indholdsmæssige forhold.«
Man kan med god grund overveje, om ikke dette forslag er det første skridt på vejen mod adskillelse mellem stat og kirke.
I forrige nummer af kirkebladet bragte vi små uddrag af Marianne Christiansens indlæg i Præsteforeningens Blad om, »hvor folkekirken er på vej hen.« I dette nummer vil vi bringe uddrag fra domprovst Henrik Wigh Poulsens indlæg om samme emne.
Henrik Wigh-Poulsen er domprovst ved Odense Domkirke. Han er cand.theol. fra Århus Universitet. Han har været sognepræst i to landsogne, lærer på Askov Højskole og leder af forsknings-og formidlingscentret Grundtvig-Akademiet på Vartov i København samt redaktør af Dansk Kirketidende. Han var bispekandidat i Roskilde stift på en grundtvigsk liste.
Artiklen, som jeg henviser til, er skrevet i Præsteforeningens Blad den 19. august 2011. Set i lyset af den seneste tids »storme« vedr. homoseksuelle vielser og et deraf følgende forslag om »vielser helt ud af kirken«, samt dalende medlemstal af folkekirken og kirkelukninger, har jeg udvalgt et par passager fra Wigh-Poulsens artikel til nærmere eftertanke.
Han skriver bl.a.: »Folkekirken står stadig, men folk snakker, og skiftende stemninger trækker hen over som skyer på en omskiftelig sommerdag. Lige nu – hvis du lægger øret varsomt til – fornemmes en vis murren. En mistænksom og mistrøstig uro ligefrem. Der ymtes og antydes noget om, at nogen har gang i noget, i et eller andet, og at de vil et eller andet med os.«
Dette »et eller andet« har taget sine første skridt her i april!
Henrik Wigh-Poulsen skriver endvidere: »Hvad gør vi, hvis folket og kirken fortsat skal følges ad? og hvad kan befordre, at de gør det? Svaret er: nærhed. Nærheden er folkekirkens »raison d`être«, dens eksistensberettigelse. Det at folkekirke-medlemmet kan møde sin præst, at evangeliet forkyndes i hans eller hendes nærhed hver eneste søndag, at de store ord bringes i berøring med det lille liv, hvor det leves. Gud slog følge med sit menneske. Og det følgeskab må sætte sig igennem i alle led i den kristne menighed. I folkekirken har vi gjort det på vores måde, som det bedste lod sig gøre i vores tid og på vores sted.«
Men: »at være folkekirke på den gode, gammeldags måde, kræver alt andet end stilstand. Der må forandring til at for at fastholde det fastholdelsesværdige. Forandringerne og viljen til at prøve rammerne og rutinerne – sognegrænserne, de administrative beslutningsgange, gudstjenestefrekvenser, gudstjenestetider, ansættelsesforhold, og alt det andet – kommer vi ikke uden om. Vildvejene kan undgås og bekæmpes, men der er en vej, der skal gås, før vi kommer frem, eller, om man vil, tilbage til den nødvendige nærhed.«
»Folkekirken skal nok overleve under den ene eller den anden form«, skriver Henrik Wigh-Poulsen som noget af det sidste i sin artikel, og med denne sætning, fuld af håb for fremtiden, slutter jeg temaet for denne gang.
Til november 2012 er der valg til menighedsrådene. Her kan du være med til gøre din indflydelse gældende i den udvikling, folkekirken står over for de kommende år.
Hvis du er interesseret i at læse hele Henrik Wigh-Poulsens artikel, er du velkommen til at kontakte mig.
Med venlig hilsen
Kirsten Fogsgaard
