Vi bekymrer os meget i disse tider og nok med god grund, for Danmark er et hyperkomplekst samfund, hvor vi alle er vævet ind i et net af gensidig afhængighed i økonomi, komplekse samfundsinstitutioner og teknologier. F.eks. er det for mange absolut nødvendigt at eje en bil for at bestride det arbejde de har og allerede der er man en del af det komplekse net af regler, forsikringer, beskatninger, køreprøver osv., der omgiver det at have bil – og man skal tjene en del penge for at eje og køre sin bil – så man overhovedet kan komme af sted og tjene penge. Dermed er det klart, at vi har grund til at bekymre os, når vi hører, og mærker – at det er krisetid, og at de penge, der skal til, for at vi kan være med i dette hyperkomplekse samfund, ikke er så sikre endda. Og når vi hører at selve samfundet fattes penge.
Men hvad skal vi så stille op, når Jesus i Bibelen siger til os, at vi ikke må bekymre os? Og peger op mod himlens fugle og siger, at vi skal lære af dem. Ligesom han siger, at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen, for hver dag har nok i sin plage. Ja, kunne vi svare – hvis man er en fugl, der ikke skal betale regninger. Så hvad kan vi bruge disse ord til? KAN vi overhovedet bruge dem?
Nu er der det ved de ord, som Jesus siger, at jo længere man lever med de ord og lytter til hans tale, jo mere forstår man, at selv det, der først lød gådefuldt alligevel altid er båret af en visdom, og en viden om os, som overgår den, vi har om os selv. Han kender os bedre, end vi kender os selv. Derfor kan vi roligt stole på, at vi KAN bruge hans formaning til noget.
Når man går og bekymrer sig, eller man er ked af det, kan det være rart, at en myndig person siger direkte til en: hold op med at være ked af det, eller hold op med at bekymre dig! Det kan ligesom løfte én ud af den situation, man er fanget i. Men derfor skal der være mening i ordene alligevel.
Og meningen er, som jeg ser det, at Jesus vil pege på noget, vi til tider glemmer under alle vores bekymringer, når vi føler os helt og aldeles fanget i det komplekse net af samfund, afhængigheder og økonomi, der omgiver os i det moderne Danmark. Og hvor så mange føler, at det er svært at få det hele til at hænge sammen. I den situation vil hans ord have os til at åbne vores øjne for Guds grundlæggende omsorg for os. Han vil pege på, at dybest set er alt, hvad vi har brug for allerede ved hånden. Der er sørget for os. Gud har allerede sørget for os, og det, vi har behov for. Hvis vi er ydmyge nok til at modtage det, han rækker os, så har han allerede, gratis, givet os det som er allermest værdifuldt i et menneskeliv, og det vi har brug for til at opretholde det.
Hvad mener jeg så med det? At alt, hvad vi har brug for, det har vi allerede ved hånden?
Jo, der er så mange gaver, der hører med til det at være menneske, og som ret forstået ikke kan købes for penge: En krop og en sjæl med alle sanser og med kræfter til at nyde verden og klare sig i den. Vi har fået en livsledsager for, at han eller hun kan være en hjælp og støtte for os. Vi har fået evnen til at få børn for, at vore børn kan være en glæde, en hjælp og en støtte også i alderdommen, vi har fået en familie for, at vi ikke skal være alene, vi har fået en jord, der frembringer alt det, vi har brug for til livet. Ja, dyrkede vi den selv, skulle der i et land som vores ikke meget plads til, for at vi kunne leve af det, vi selv frembragte. Vi har fået vand at drikke, luft at indånde. Lys, regn, sol, blæst. Vi har fået alt, hvad vi behøver til livets opretsholdelse og endda uden at have gjort os særligt fortjent til det, men vi har fået det ud af Guds faderlige, guddommelige godhed.
Vore bekymringer kommer af at vi ALLE ikke har ydmygheden til at tage det, han rækker os og blot glæde os ved det. Og med vor egen manglende ydmyghed har vi skabt et helt samfund, hvor vi glemmer og erstatter det Gud har givet os med vore egne ordninger. Hvor vi tror, at det er os mennesker, samfundet, staten, der skal give og giver os, det vi har brug for. Hvor glemmer den trøst, der ligger i dette grundlæggende: At alt, hvad vi har brug for, det har vi allerede ved hånden.
»Sorg og selvskabt plage«, bekymringer. Det hører nok med til vores liv i denne verden, hvor det oprindelige paradis, synes langt borte. Det ville være for let at nægte det. For vi har for længst forladt det paradis hvor vi modtog alt direkte fra Skaberens hånd. I dag koster jorden, vandet, huset penge. Det er vilkårene her udenfor paradiset. Vi må se, hvordan det går med den »danske model«, vores økonomi, vores beskæftigelse osv. Mit ærinde i denne klumme er blot at huske os på denne Guds grundlæggende omsorg for os. Lade den være til trøst for os – trods alle bekymringer. Så længe bøgen spejler sig i bølgen blå, og vår følger efter vinter på Guds grønne jord, er det trods alt begrænset, HVOR galt det kan gå.
»På Herren må du agte,
hvis det dig vel skal gå;
hans gerning du betragte,
hvis din skal vel bestå!
Ved sorg og selvskabt plage
du intet retter ud,
thi intet kan du tage,
alt kan du få af Gud«
(Den Danske Salmebog nr. 36)
