Da jeg kom som ny præst her til Munke Bjergby og Kirke Flinterup pastorat for 8 år siden, var den bedste indgang for mig til at møde sognets beboere at gå en tur i området med Golden Retrieveren Leo.
Allerede den første sene aften efter indsættelsen mødte vi naboen, der også var tilflytter; hun var ude for at lede efter sin gravhund, som var sporløst forsvundet samme dag. Det viste sig, at den var faldet i et hul, den ikke selv kunne komme op af. Heldigvis gav den lyd fra sig. Ejeren og jeg faldt i snak.
På vores morgentur næste dag mødte vi Malte, som grangivelig lignede Leo. Det viste sig, at de to var fætre. Så faldt menneskene i snak.
Og sådan gik det de næste dage: ”Der kommer Leo og præsten”. Leo og præsten var velkomne på husbesøg rundt omkring i sognet. Leo vidste, hvor der faldt mange godbidder af og tog altid den samme rute, hvis det var ham, der skulle bestemme. Han og jeg har også benyttet os af gæstfrie og venlige naboer i byen, som gerne ville passe ham, når præsten skulle på kursus eller rejser.
Når der var konfirmandundervisning, lå han på sin faste plads i konfirmandstuen. Han lyttede så længe, han gad, så lukkede han øjnene og tog sig en lur. Konfirmanderne holdt meget af ham, og det hændte, at der var ”fri leg” med hund og konfirmander i haven.
På en eller anden måde sneg Leo sig altid ind på fotos til kirkebladet. Når jeg ser tilbage i årgangene, så er Leo faktisk med i de fleste kirkeblade. Det kunne være sammen med konfirmanderne, men også når Naturbørnehaven kom på besøg lige før Sankt Hans. Til Sankt Hans kunne der nok falde en pølse af her eller der, så Leo gik sin runde ved bordene.
Den gamle hund kunne ikke mere her i marts måned. Jeg måtte følge dyrlægens råd om, at tiden nu var inde til at sige farvel. Vi ved, at vi har vores kæledyr for en tid, og at det er os, der på et tidspunkt må tage ansvaret og den svære beslutning, når livet ikke er udholdeligt eller værdigt længere. Med fornuften ved vi det, men det gør altså rigtig ondt den sidste dag.
Jeg er sikker på, at der er rigtig mange, der har det ligesom mig: at have en sådan dejlig ven, som er ked af det, når du går, men altid er glad for at se dig, når du kommer hjem igen. En ven, som kræver noget af dig, hvilket er godt for dig.
Min hund har fulgt mig igennem mange år. Der har været både glade og svære tider for mig. At lægge sig tæt ind til vovsen kunne være en trøst.
Tak til menneskets bedste ven.
PS: Der er en efterfølger i præstegården: Louis, som nu er tre år.
Kirsten Fogsgaard
