En gammel russisk krønike, forfattet af munken Nestor, giver en meget levende skildring af, hvordan landet kristnedes i sin tid.
Legenden fortæller, hvordan storfyrst Vladimir (980-1015) i Kijev modtog opfordringer fra de forskellige omliggende folk til at antage netop deres religion. Da han var i vildrede med, hvilken religion, der var den bedste, sendte han sine egne udsen-dinge ud. Da de vendte tilbage, fortalte de begejstret om gudstjenesten i Hagia Sofia Katedralen i Konstantinopel. Det var en gudstjeneste i pragt og herlighed, som overgik alt, hvad de ellers havde set og hørt. Både kirkerummet og liturgien havde været af en sådan skønhed, at de ikke vidste om de var i himlen eller på jorden. Vladimir besluttede herefter at indføre kristendommen i sit rige i den byzantinske form. Det var skønheden, der gjorde udslaget. Skønheden i den ortodokse gudstjeneste kan den dag i dag virke på mennesker som en afglans af den himmelske herlighed.
På vores sognerejse til Sankt Petersborg besøgte vi kirker, udstyret med pragt og herlighed og bladguld til overmål. Det var overvældende at være til gudstjeneste, det var ved at tage pusten fra os – men som en af rejsedeltagerne nøgternt udtrykte det: »Mindre kan vel også gøre det.«
Og det kan det – som i vores lutherske kirke, hvor alene ordet om »Guds herlighed« fra Johannesevangeliet bringer overvældende nyt om Himmeriget, Guds rige iblandt os. I ord og sakramenter får vi ganske enkelt et glimt af herligheden – uden at der nødvendigvis er masser af pomp og pragt og bladguld til at understrege det – og det er vel i grunden det mest overvældende!
Som kirke har vi meget til fælles med den russisk-ortodokse kirke. Johannesevangeliet spiller en afgørende rolle i den russiske kirke, Martin Luther mente, at det var »det højeste evangelium blandt alle« og han tillagde Johannesevangeliet en ganske særlig autoritet.
»Herlighed« er en hovedsag i Johannesevangeliet. Allerede i prologen, som vi her hos os læser som prædiketekst juledag efter anden tekstrække, står der: »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den En-bårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed«. Her – i denne sætning – gemmer der sig allerede en forsmag på resten af evangeliets fortælling, for Johannes lader herligheden gælde alt, hvad Jesus foretager sig.
Grundtvig, der i øvrigt var meget optaget af den ortodokse kirke og også gendigtede nogle af de gamle hymner, giver i salmen »Med den Enbårnes herlighed« (DDS 143) et poetisk indblik i, hvordan herligheden viste sig sig: først i julen, hvor Gud blev menneske og »hvo ham har set, har set sin Gud, han eet er med sin Fader«, som der står i første vers. Dernæst i tegnene og til sidst i påsken med Jesu død og opstandelse. Den himmelske herlighed og glæde kommer til syne overalt, hvor – som Grundtvig digter i en anden salme – : »Vor Herre banker på port og dør, altid med ordets guldhammer.« (»Fuglen har rede«, DDS 163)
Med den guldhammer rører Himlen jorden, lyset skinner i mørket og glæden daler ned i skjul til os.
Hvilken himmelsk og jordisk herlighed !
Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår
Kirsten Fogsgaard.
