Det er ikke kun evangelisten Lukas, der fortæller om Jesu fødsel, sådan som vi hører det i kirken juleaften. Matthæus fortæller også om fødslen, og i Alterbogen er Matthæus’ udgave også foreslået som alternativ læsning juleaften. Det vil nok aldrig ske! I stedet for at indlede med de kendte ord: »Men det skete i de dage«, så at læse: »Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til«. Det er dog Matthæus, der alene kender og gengiver fortællingen om »de vise mænd«, som kommer fra Østerland for at tilbede den nyfødte konge. De vise mænd er stjernetydere, og de har set hans stjerne gå op. De følger den som en GPS. De må have tastet destinationen forkert ind – eller rettere: De har selvfølgelig troet, at den nyfødte konge blev født på kongeslottet! Det blev en skæbnesvanger fejltagelse, men det ved vi ikke noget om endnu! Stjernen er der stadig, og den går foran dem, indtil de kommer til Bethlehem, hvor stjernen står stille over et hus. De vise mænd går ind i huset, de ser barnet og falder på knæ. De har pragtfulde gaver med: guld, røgelse og myrra skær.
Skønne dufte.
Sognepræst Poul Joachim Stender har netop udgivet en bog med titlen »Guds sved, kvinden, der kunne lugte Gud«. I et parfumeri i Jerusalem møder han den alvorligt syge kvinde, Ketura. Hun har været parfumeur i de store dufthuse, nu er hun vendt hjem. Om »guld, røgelse og myrra skær« fortæller Ketura: »Jeg elskede min mors krybbespil og lagde hver jul tørret græs ned til Jesus, så han kunne ligge trygt i sin krybbe, og fyldte vand og gryn i små nøddeskaller, som jeg stillede foran fåret. Men da jeg blev parfumeur, begyndte jeg at tænke på fortællingen på en anden måde end med øjnene. Selv om vismændene kom med gaver til Jesusbarnet, der bestod af dufte, er det blevet en lugtfri beretning, der kun henvender sig til vores synssans.«
Og så tænker Ketura videre: »De vise mænd er ikke kun stjernetydere. De kan også noget andet. De fremstiller dufte. De er 'næser', og de har næse for, sans for, at det nyfødte barn i Bethlehem har en særlig duft, som verden aldrig før har oplevet«.
Vismændene kommer med de mest vidunderlige dufte som gaver til barnet, myrra skær, som er en fin, kostbar og velduftende salve, og røgelse; forsigtigt pakker de deres gaver ud. De vil give barnet en gave, men de erfarer, at det er dem, der får en gave. Nemlig duften af ny begyndelse, sådan som Stender skriver.
Måske kan vi også dufte røgelsen og myrraen omkring julekrybben? Og glæde os over barnet, der er født, som en himmelsk julegave til os.
»Et barn er født i Betlehem,
thi glæde sig Jerusalem.
Halleluja, halleluja!
Og Østens vise ofred’ der
guld, røgelse og myrra skær.
Halleluja, halleluja.«
Glædelig jul
Kirsten Fogsgaard
