Som børn fandt min søster og jeg en sommerdag en kilde; vi havde fulgt et spor ved åen, var så drejet fra stien og gået ind på en grøn eng, fyldt med gule mælkebøtter. Vi gik langs et lille bakkedrag et stykke vej. Her piblede en kilde frem. Herligt at folde hænderne til en lille skål, hvori vi kunne samle vandet og drikke nogle mundfulde af det kolde, klare kildevæld.
I fortællingen om »Den lille Prins« hører vi om, hvordan den lille prins en dag møder en købmand, der sælger vidunderpiller, som er i stand til at stille tørst. Man tager én om ugen, og så føler man ikke mere trang til at drikke. »Hvorfor sælger du dem?« spørger den lille prins. »Det er kolossalt tidsbesparende,« sagde købmanden. »Vi har haft eksperter til at regne det ud. Man sparer treoghalvtreds minutter om ugen.« »Og hvad bruger man så de treoghalvtreds minutter til?« – »Til, hvad der passer en…« – »Ja, hvis det var mig, der havde treoghalvtreds minutter til min rådighed,« svarede den lille prins, »så ville jeg bruge dem til i fred og ro at vandre til en kilde.«
Vi har brug for kilder uden for os selv, kilder, som slukker vores tørst, og kilder, som giver livet fylde, ro, mening og retning. I vores kirker står døbefonte af granit, hundredvis af år gamle, og vidner om, at her er en levende kilde til alt liv. Font er det samme ord som det latinske »fons«, som netop betyder kilde. Når vi bliver døbt, får vi at vide, som der står i salmebogens nummer 441, at: »Alle mine kilder skal være hos dig«. Salmen er digtet af Grundtvig og havde oprindelig titlen: »Livskilden i Dåben«.
Netop i denne tid er der i kirken fokus på dåben og folkekirkens liturgi som helhed. I 2016 nedsatte biskopperne tre udvalg, der skulle lægge op til en bred, folkelig debat om gudstjenestens form. Rapporten om dåb bliver fremlagt i forbindelse med »Himmelske dage i Herning«.
Men der er allerede nu taget hul på diskussionen om eller fortolkningen af, hvad dåben betyder med spørgsmålet om, om kirken har brug for et nyt dåbsritual (den nuværende ritual stammer i let revideret udgave fra 1912); skal der ændres på sproget, indholdet, teologien? Meningerne derom er delte og mangfoldige. Jeg er spændt på, hvad der kommer ud af det.
Under alle omstændigheder står ordene fast:
Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Gud Faders den høje tale
til den dåb, som i jordens dale
vor Herre han bærer skjult i sig.
