Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 indeholder følgende 7 bestemmelser om den danske folkekirke og om religionsforhold i øvrigt.

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Der er religionsfrihed i Danmark. Det betyder, at borgerne har adgang til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Det er dog en betingelse, at der intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden, jf. grundlovens § 67.

Der er intet krav om, at den pågældende religion eller det pågældende samfund skal godkendes af staten. Trossamfund kan eksistere under den almindelige religions- og foreningsfrihed uden nogen form for offentlig registrering.

Trossamfund i Danmark kan opdeles i tre grupper, som er underlagt hver deres retlige regulering:

• Folkekirken
• Anerkendte og godkendte trossamfund
• Øvrige trossamfund samt samfund med religiøst præg

Folkekirkens forhold er beskrevet under menupunktet Folkekirken på denne hjemmeside

De anerkendte og godkendte trossamfund har en række rettigheder. Først og fremmest retten til at foretage vielser med borgerlig gyldighed efter ægteskabsloven, men også ret til opholdstilladelse for udenlandske forkyndere efter udlændingeloven. Endvidere gives i praksis også fradragsret for bidrag til trossamfundet efter ligningsloven og en række yderligere skattemæssige begunstigelser samt ret til at anlægge egne begravelsespladser efter begravelsesloven.Dog gives fradragsret for bidrag ikke kun til anerkendte og godkendte trossamfund, men også til såkaldte ”religiøse samfund” og almennyttige foreninger.

Indtil 1970 blev trossamfund anerkendt ved kongelig resolution. Fra 1970 er der sket godkendelse på grundlag af ægteskabslovens bestemmelser, hvorefter der kan ske kirkelig vielse inden for andre trossamfund. Rent praktisk forudsætter godkendelse af en præst, at det trossamfund, som præsten tilhører, først godkendes efter de retningslinjer, der følger af udvalgsbetænkningen om lovforslaget vedrørende ægteskabsloven. Ved regeringsomdannelsen den 23. november 2007 blev ansvaret for godkendelse af trossamfund flyttet fra Kirkeministeriet til Justitsministeriet, hvor disse sager varetages af Familiestyrelsen.

Ind i mellem hænder det, at forskellen mellem begreberne ”anerkendt” og ”godkendt” giver anledning til misforståelser. Forskellene er historisk betingede og reelt meget beskedne, idet det særligt for de anerkendte trossamfund gælder, at de får deres præster anerkendt ved kgl. resolution, kan navngive og døbe børn med borgerlig retsvirkning, fører egne kirkebøger (ministerialbøger) og kan udskrive attester herfra.

De øvrige rettigheder er som nævnt ovenfor de samme for godkendte og anerkendte trossamfund.

Disse mindre forskelle kan ikke tages som et udtryk for, at samfundet tillægger anerkendte og godkendte trossamfund forskellig status. Forskellene skyldes, at statens forhold til trossamfundene uden for folkekirken skal ses i en historisk kontekst. Anerkendelse af reformerte, katolske og mosaiske menigheder går således tilbage til Fredericia Stads privilegier af 1682.

Øvrige trossamfund samt samfund med religiøst præg omfatter dels trossamfund, som af forskellige grunde ikke har ønsket godkendelse, dels samfund, som ikke kan godkendes som egentlige trossamfund (livsanskuelsessamfund, filosofiske foreninger mv.). Disse eksisterer under den almindelige religions- og foreningsfrihed uden noget krav om offentlig registrering, men har heller ikke de ovennævnte rettigheder.