Verdens lande mødtes for nogle år siden i København for at nå frem til en klimaaftale om nedsættelse af CO2-udslippet og begrænsning af temperaturstigningen til de to grader, som er grænsen for, hvad jorden kan bære. Det er tvingende nødvendigt, da klimaforandringerne allerede har katastrofale konsekvenser for mange mennesker rundt om i verden.
I Grønland smelter indlandsisen. Lokalt betyder det, at levebrødet for fiskerne og fangerne trues. Globalt varmes klodens vande yderligere op. I Stillehavet dræber de stadigt varmere have de alger, der holder korallerne i live. Det betyder, at korallerne dør, og kysterne eroderes. Derved svækkes øernes modstandskraft mod hyppigere og stærkere storme og oversvømmelser. Mennesker må flygte længere ind på øerne og til andre lande og eksempelvis i Malawi kommer tørken ikke hvert tolvte år, som før i tiden, men langt oftere. Høsten slår fejl, og afgrøder som majs uddør og udtørrer, inden de kan høstes. Mennesker og dyr sulter og dør. (Kilde: »Kirkernes klimastafet«).
Vel ved vi, at klimaet på jorden har ændret sig betydeligt gennem tiderne. Besøger man Geocentret på Møn, kan man få syn for sagen, idet man her kan følge Danmarks tilblivelse, og dermed også kan se, hvordan vældige gletsjere i flere perioder har dækket landet – indtil den seneste istid, der sluttede for omkring 10.000 år siden. Temperaturen steg, isen trak sig tilbage, og gradvist kom det land op af havet, som vi kender i dag. Men ud over disse naturgivne variationer, har menneskenes aktiviteter også skubbet voldsomt til klimaforandringerne.
Som kirke, som kristne har vi naturligvis også et ansvar for vores jord, vore medmennesker og fremtiden, et ansvar og en forpligtelse, som vi har haft siden »skabelsens morgen.« Bibelen fortæller jo i den første skabelsesberetning, hvordan Gud skabte alting: himmellegemerne, træerne, planterne, fuglene, fiskene og alle de andre dyr, og han så, at det var godt, hele skaberværket. Til sidst skabte han mennesket i sit billede, og han velsignede dem, og gav mennesket den opgave at tage vare på og værne om hele skaberværket. Men det skulle vise sig, at det var svært at finde ud af det.
Det er en gammel historie, kan vi sige, men dog så aktuel som nogen. Og historien udtrykker, at vi, der skulle have været gode forvaltere og have passet godt på vores sårbare, skrøbelige planet, ikke lever op til vores ansvar over for natur og miljø.
For to år siden, på verdens miljødag den 5. juni, prædikede den sydafrikanske biskop Desmond Tutu i Ishavskatedralen i Tromsø. En otte ton tung isblok var anbragt i kirken, og mens der var gudstjeneste, kunne man se isblokken smelte. Med sin stille dryppen blev den et stærkt symbol på det, som sker verden over. Tutu opfordrede i sin prædiken til ansvarlighed og sagde, at hvis vi fortsætter på den nuværende måde, så vil jorden blive »lige så gold som månen«. »Vi kan bremse den tiltagende katastrofe,« sagde han, »men vi skal handle nu. Fremtiden for vores skrøbelige, smukke planet, vores hjem ligger i vore hænder. Vi er forvaltere af Guds skaberværk. Vi kan være hensynsløst uansvarlige eller omsorgsfulde og medfølende.« Gud siger: »Jeg stiller jer over for et valg. I kan vælge mellem livet og det gode eller døden og det onde. I kan vælge mellem liv eller død, velsignelse eller forbandelse. Så vælg da livet.«
Har man lyst til at læse mere om kirken og klimaet, Grøn kirke, Kirkernes klimastafet, og kirkelige begivenheder under klimatopmødet, henviser jeg til:
www.gronkirke.dk (Danske Kirkers Råds Klimagruppe) eller Det grønne hjørne på Roskilde Stifts hjemmeside:
Der er nok at gå i gang med.
