Af sognepræst Kirsten Fogsgaard, - kirkeblad nr. 22
I skrivende stund, i slutningen af januar, er jorden dækket af sne.
Vintergæk og erantis holder sig under sneen endnu og venter
med at titte frem. Mosen er frosset til, og for første gang i mange
år, kan man stå på skøjter på isen. Det er en stor fornøjelse.
Fuglene er flittige gæster ved foderbrættet; sent om aftenen
tuder uglen, som sidder i den lille niche i kirketårnet. Der er endnu
ikke tegn på forår, og dog er det, som om musvitten med sin glade
fløjten giver løfte om, at det nok skal komme.
Dagene bliver længere, lyset tager til, foråret så sagte kommer. Og
så sker det:
De første forårstegn myldrer op af jorden: ikke kun vintergæk og
erantis, men hyacinter og krokus i mange farver. Det begynder at
krible i fingrene for at komme i haven.
Kaj Munks fine digt om »Den blå anemone« beskriver smukt
det mirakel, der sker i naturen hvert år, netop omkring den 1.
marts, hvor dette forårsnummer af kirkebladet udkommer.
»Den blå anemone« er endelig kommet med i Højskolesangbogens
seneste udgave. Ikke alene holder vi af teksten, men også af
Egil Harders smukke melodi.
»Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smeltes ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
en lille anemone,
jeg planted der i fjor.«
Som bekendt var Kaj Munk præst i Vedersø i Jylland. Han var
vokset op hos plejeforældre på Lolland. Og det var nu også der,
han hentede den lille anemone, som et »kærtegn fra sin fødeø«.
Og som der står i andet vers:
»Så gik jeg her og vented'
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.«
Selv om Danmark er et lille land, er der alligevel stor forskel på
jordforhold og klima i øst og vest. Ikke kun anemonen, men
også præsten var blevet plantet om fra det lune, fede område på
Lolland til den barske, vindblæste vestkyst.
Men det handler ikke kun om botanik.
Da digtet blev skrevet i 1943 var Danmark besat, og slet skjult er
spørgsmålet i strofen her, om vi som land ville bukke under i
denne »fjendske zone«. Eller var der stadig en styrke et sted, som
hos en lille anemone, der trodser kulde og mørke?
Digtet handler også om en sindstilstand, når Kaj Munk i vers 4
beskriver, hvordan hans hjerte er koldt og hårdt som kvarts. Han
var trist og fortvivlet. Hvordan kommer man igennem en sådan
krise og dyb fortvivlelse, som vi alle kan blive grebet af – ikke
kun om vinteren, for sorg og angst kan også tage modet fra os,
så vi kommer i tvivl om vi nogen sinde kan få øje på de lyse dage igen.
Da er det, at sangen om »Den blå anemone« er et JA til livet.
Den trodser kulden og mørket, ja det er »som alverdens modgang
har givet den et større værd«, som Kaj Munk skriver. På baggrund
af mørke og kolde dage, har og er den blå anemone livskraften i sig
selv. Den trodser mørke og død og håber det bedste.
Snart er det påske, og vi hører netop i påsken det samme
evangelium: Da alt synes slut, og kvinderne kommer ud til
graven påskemorgen for at salve Jesu legeme, så er der en engel,
der siger: »Han er opstanden.« Livet og håbet sejrer over død og
mørke. Det er, hvad vi tror på og holder fast ved i alt, som sker.
Og det er den blå anemone, den lille forårsbebuder et tegn på ---
og som Kaj Munk skriver:
»den la'r mig nyfødt arve, en
evighed af håb.«
