Evangelisten Lukas

Af sognepræst Kirsten Fogsgaard

Artikel fra kirkeblad 25 - dec 2010 - jan-feb 2011

I dette nummer af kirkebladet afslutter vi temaet om de fire evangelister. Det gør vi med Lukasevangeliet, som vi »sætter under lup« denne gang. Når vi hører følgende ord i kirken: »Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden,« så er der ingen, der er i tvivl om, at det er indledningen til »juleevangeliet«. Det er de første 14 vers i Lukas-evangeliets kapitel 2, der fortæller om den folketælling, kejser Augustus lod foranstalte. Alle skulle lade sig indskrive i hver sin by, og derfor drog Josef op fra byen Nazareth i Galilæa til Bethlehem i Judæa. For Josef var af Davids slægt, som stammede fra Bethlehem. Maria, Josefs forlovede måtte følge med. Hun ventede barn – og hvad Lukas IKKE fortæller, er, at det må have været en barsk rejse for hende, den lange vej fra Nazareth til Galilæa. Da de endelig kom til Bethlehem, var alt optaget – der var ingen steder at overnatte. En venlig krovært tilbød dog en stald, og her fødte Maria sit lille barn. Hun lagde ham i dyrenes krybbe, og det var altså æslet og oksen, der gav ham, det nyfødte drengebarn, de næsten første velkomstkys til verden.(Mor og far var dog nok de første!) Siden kom der både hyrder og vise mænd for at tilbede barnet. De vise mænd kender Lukas dog ikke noget til --- det er Mattæus, der ved noget om deres lange rejse og gaverne, de medbragte.

Hvad betyder nu egentlig ordet »evangelium«? Ordet er græsk og betyder »glædeligt budskab«. Det er en betegnelse, som kristendommen havde overtaget fra sin samtid; for kirken kom den til at betegne selve den kristne forkyndelse. Og det glædelige budskab begynder altså med, som Lukas skriver, at Gud blev menneske. Ikke mærkeligt, at salmedigtere til alle tider og alverdens komponister har ladet sig inspirere af dette evangelium om Jesu fødsel i stalden i Bethlehem.

»Det var ikke et barn som de andre, der blev født under himlen den nat, det var Gud selv, der nu ville vandre for at finde på jorden sin skat.«

Sådan digter Johannes Johansen i en af salmebogens nyere salmer.

Lukasevangeliet er ikke det første af evangelierne. En god portion – omkring halvdelen – af Markus­evangeliet går igen i Lukas' for­tælling. Så Lukas har helt bestemt kendt Markusevangeliet – har måske haft det liggende foran sig, mens han skrev sit eget evangelium. Hvem ved?

I alt fald ville Lukas rigtig gerne fortælle, og vigtigt var det for ham at sætte sin fortælling ind i en historisk sammenhæng. Derfor nævner han både kejser Augustus og statholder Quirinius i sit juleevangelium og daterer i øvrigt sin beretning med flere andre henvisninger til historiske data.

Lukas indleder sit evangelium med et forord, hvor han gør rede for formålet med sin fortælling. Han skriver, at han har »besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og dernæst at nedskrive det i rækkefølge«. Lukas har altså en plan med sit evangelium.

Og jeg kan næsten se for mig, at Lukas kunne have været et meget aktivt medlem af »Kirkens Korshær« på sin tid. Typisk for Lukas er, at han tager »de fattiges, de smås parti«, som i sin udgave af Bjergprædikenen, hvor der er skarpe udfald mod de rige og trøstende ord til de fattige. Og det ikke kun »de fattige i ånden«, men de reelt fattige.

Lukasevangeliet er det eneste skrift i Det nye Testamente, som er skrevet på næsten formfuldendt græsk. Vi kan ikke være helt sikre på, hvem forfatteren er, men overleveringen, der kan føres helt tilbage til 200-tallet fortæller, at forfatteren til Lukasevangeliet er lægen Lukas, en af Paulus rejsefæller og medarbejdere. En lærd person, som havde hjerte for de små!

Den midterste del af Lukasevangeliet kaldes »rejseberetningen«. Det er beretningen om Jesu rejse fra Galilæa til Jerusalem. Selve rejsens forløb kan ikke følges eksakt, til gengæld rummer kapitlerne nogle af de evangelie­stykker, der kendes bedst, og som især har præget vores billede af Jesus: Den barmhjertige samaritaner, Den fortabte søn, Martha og Maria, den rige mand og Lazarus, farisæeren og tolderen.

Det er også Lukas, der er forfatter til Apostlenes Gerninger. Her fortælles om den første kristne kirke.

Oksen er Lukas' symbol, som man ser afbilledet på mange prædikestole. En af forklaringerne på, at oksen er blevet valgt, er , at Lukas begynder sit evangelium med beretningen om et offer (osen er et offerdyr), en anden forklaring er, at det nyfødte Jesusbarn bliver lagt i dyrenes krybbe. Som H.C. Andersen digter i salmen:

»Barn Jesus i en krybbe lå«.

»Og oksen kyssed' barnets fod.

Halleluja, halleluja, barn Jesus!«

Og hermed står der kun tilbage at ønske en glædelig jul med Lukasevangeliets kapitel 2.