Fra kirkeblad nr. 23 - juni 2010
Af sognepræst Kirsten fogsgaard
.
.
I dette nummer af kirkebladet fortsætter vi temaet om de fire evangelister, og denne gang er det Markusevangeliet, vi »sætter under lup«. Dette evangelium er det korteste af de fire, det er på 16 kapitler; dets indhold svarer til ca. 60% af Mattæusevangeliet. Det er altså en overkommelig opgave at sætte sig for at læse et helt evangelium, hvis man vælger Markus.
Markusevangeliet er det ældste af de fire, som både Mattæus og Lukas har kendt til. Nogen har moret sig med at tælle linjer: der er 661 linjer i Markusevangeliet, og heraf »genbruger« Mattæus 607 og Lukas 360. De låner altså af Markus, hvad de synes, er gode, væsentlige historier, der godt kan fortælles igen, gerne med andre ord og fra andre synsvinkler. Sammenholder man de tre evangelier, sætter dem op i spalter ved siden af hinanden, læser dem synoptisk, så får man let øje på de mange ligheder. Forskellene er dog også til at få øje på. Som sådan kan man udlede, at Markusevangeliet sandsynligvis er skrevet i et hedningekristent miljø, fordi forfatteren gør sig umage med at forklare forskellige jødiske sædvaner og aramæiske ord for læserne. Hvem ville f.eks. kunne forstå det mærkværdige udtryk: »Talitha kum«, som står i Mark. kap. 5, v.41 eller ordet »Effatha«, Mark. kap. 7,v.34. I den græske grundtekst støder vi desuden på en række latinske låneord, som nogle tidligere tolkede som tegn på, at evangeliet kunne være skrevet i Rom.
Markusevangeliet er skrevet i ca. år 70 e.kr., mener man. Denne datering støtter sig på en bestemt sætning i kapitel 13, v.1-2, hvor der står (citat fra »Den nye Aftale«): »På vej ud af templet sagde en af disciplene til Jesus: »Se, hvor store stenene er, rabbi. Det er et imponerende bygningsværk«. »Ja, du må hellere se godt på bygningerne nu«, svarede Jesus, »for det hele bliver revet ned, og der vil kun være ruiner tilbage.« Det var netop, hvad der skete i år 70. Jerusalem og det smukke tempel blev nærmest jævnet med jorden af romerne, som ingen skrupler havde i den henseende. Så år 70 var på mange måder et skelsættende tidspunkt i historien.
Markusevangeliet bygger på mange små beretninger om Jesus, som er blevet stykket sammen. De var tidligere blevet fortalt mundtligt, men Markus var den første, der samlede dem til en sammenhængende serie om hele Jesu liv, død og opstandelse. Som holdepunkt har Markus haft et geografisk skema. Efter en kort optakt, som finder sted i ørkenen omkring Jordanfloden, så udspiller den næste del (halvdelen af evangeliet) sig i landskabet Galilæa mod nord og i særdeleshed omkring Geneserath sø. Det er især Jesu gerninger, der har interesse. I Markusevangeliet finder vi derfor ikke sådanne store taler som f.eks. i Mattæusevangeliet, hvor Bjergprædikenen er den mest kendte. Fadervor er der heller ikke, men heldigvis kender vi det da i forvejen ! Der er dog ganske prægnante udtalelser og sætninger: »Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« Kort og klart. Anden halvdel af evangeliet handler om vejen til Jerusalem, og hvad der siden sker der. Jesus fremstilles som en handlingens mand, der helbreder og gør andre mirakler. Han skildres også som en lærer, der fortæller folk, hvordan de skal leve. Det, Jesus gør, er vigtigere, end det han siger. Det er ved at gøre som Jesus, at kristne kan vise, at de har forstået hans betydning. Det kan vi »skrive os bag øret.«
Det begynder med begyndelsen: »Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn«. Markus mener, at begyndelsen finder sted på et andet tidspunkt end de andre evangelister: Mattæus begynder med en slægtstavle, Lukas begynder med bebudelsen og Jesu fødsel. Markus begynder med dåben. Dåben er en god begyndelse. Derefter kredser hele evangeliet om det, som dets første sætning fastslår: Jesus er Kristus, Guds søn. »Men sig det ikke til nogen, hvem jeg er« siger Jesus flere gange. Det er da mærkeligt! – det er den såkaldte »Messiashemmelighed«, som er karakteristisk for Markus. Måske for at nedtone de enorme messiasforventninger, der blev knyttet til Jesus. For det skulle vise sig, at han var »Messias«, frelser, på en anden måde end det officielle succeskriterium karakteriserede en sådan. Han skulle lide og dø for vores skyld – men også opstå af graven.
Oprindeligt sluttede Markusevangeliet med de rystede og bange kvinder, der havde været ude ved Jesu grav påskemorgen. De var ude af sig selv, og de sagde ikke noget til nogen, skriver Markus. Nogen har øjensynlig ment, at det var en påfaldende slutning på et skrift og har derfor lavet endnu en slutning, som ikke findes i de ældste håndskrifter. Men det væsentlige står dog i den »ægte« Markus-slutning: Englen, der siger til kvinderne: »Jesus er opstået.«
En lille sjov iagttagelse: Mens kvinderne er på vej ud til graven, går de og snakker om, hvem de skal få til at vælte stenen fra graven. »Men da de så derhen«, står der, »så var stenen væltet fra. For den var meget stor.« »For den var meget stor«, denne sætning kommer nærmest haltende bagefter, som om forfatteren lige er kommet i tanke om, at hovsa: det må jeg da huske at nævne. Lige netop denne sætning gør evangeliet til levende fortælling.
Og til slut: Markus. Hvem var han? Han var efter al sandsynlighed identisk med den Johannes Markus, der omtales i Apostlenes Gerninger. Han var en af Paulus' medarbejdere, han deltog i den første missionsrejse. Siden blev han knyttet til apostlen Peter i Rom. Peter, som endog i et brev kalder Markus for »sin søn«.
Den vingede løve er Markus' symbol, fordi evangeliet begynder med »Johannes Døber, en røst af en, som råber i ørkenen« og den, hvis røst høres i ørkenen, er jo løvens!
