Fra Kirkeblad nr. 22 - marts 2010
Af sognepræst Maria Hjort
I dette og de næste 3 numre vil vi skrive om forskelle og særpræg hos de fire evangelister: Mattæus, Markus, Johannes, Lukas. Dette nummer handler om Mattæus. En evangelist er en, der fortæller det glædelige budskab om Jesus Kristus. De fire evangelier har alle anonyme forfattere, og der er flere teorier omkring, hvem der står bag hvert enkelt evangelium.
Mattæusevangeliet er blevet kaldt kirkens yndlingsevangelium, og det står først i rækken af de fire evangelier i Det nye Testamente. For mange mennesker er der ikke så stor forskel på evangelierne, men for dem, der forsker i skrifterne, er det en hel videnskab at stille alle forskellene i de fire evangelier op mod hinanden og tolke på deres forskellighed.
Mattæusevangeliet menes at hvile på Markusevangeliet, som af mange anses for at være det ældste, og derfor er det realistisk at datere Mattæusevangeliet til at være skrevet i 70 Lerne efter Kristi fødsel. Mattæusevangeliet er et af de tre synoptiske evangelier. Det vil sige, at Mattæus, Lukas og Markus ligner hinanden meget og er synoptiske (de ser altså med det samme syn – fordi synoptisk betyder sam-syn), mens Johannes skiller sig meget ud fra de andre.
Alle evangelier har deres eget særstof, altså fortællinger og lignelser, som kun findes hos dem, og deres egen måde at skrive på og særlige fokus. Mattæus begynder sit evangelium med en lang stamtavle, der går tilbage til jødernes stamfader Abraham. Fordi han gør det, er Mattæusevangeliet ofte blevet karakteriseret som at være særlig jødisk; det vil sige, at det særligt taler til de nye kristne mennesker, som inden omvendelsen til kristendommen har været jøder og har kendt til de jødiske skikke og kunnet de jødiske skrifter.
Mattæus har særligt en hel del taler, som de andre evangelister ikke har – især er bjergprædiken central. At prædikenen bliver holdt på et bjerg, menes at skulle forstås som en parallel til Moses' tale på Sinaj bjerg i forbindelse med modtagelsen af De ti Bud. Mattæus har 5 særlige talesamlinger, og man mener, at dette er en tilsigtet lighed med de 5 Mosebøger.
Mattæusevangeliet er det eneste evangelium, som bruger ordet »kirke« (eller menighed). Dette tyder på, at der bag evangelisten står en kristen kirke med en vis organisation, og med en tydelig bevidsthed om at være det sande Israel.
Dette skrift skal altså ikke være et missionsskrift, men mere en menighedsbog til brug for kristne og især deres ledere. Kirken er som sådan allerede dannet og organiseret for kristne med en jødisk baggrund.
Fordi den jødiske baggrund spiller en rolle, findes der også mange steder i Mattæusevangeliet en sætning, der lyder: »dette skete for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten«, som en understregning af, at Mattæus bygger på fortællingerne i de jødiske skrifter og de gammeltestamentlige profeter.
De fire evangelier har hver deres symbol i form af et dyr (oftest ses disse på prædikestolene i kirkerne). Mattæus har et engel med vinger som symbol, og det henviser til begyndelsen af hans evangelium, som jo starter med menneskenes stamtavle. Menneskets historie er vigtig hos Mattæus, fordi vi på den måde får en linje fra jødedommen til kristendommen, og Mattæus understreger, at vores stamfader Abraham også er stamfader for kristendommen. Det lægger de 3 andre evangelier ikke så meget vægt på.
Af særlige egenskaber skal også nævnes, at Mattæus slutter med missionsbefalingen: om at gå ud og gøre al verden til Jesu disciple. Det lyder ved alle dåb, og det er en befaling, som skal berettige dåben som noget, Jesus har sagt til os.
