I min 3 måneders studieorlov, fra august til slutningen af oktober 2013, havde jeg valgt at fordybe mig i fortællingen om Frans af Assisi. Der er noget ved Frans’ liv, som altid har betaget mig, og jeg ville gerne så at sige »gå ind« i historien. Udover at bruge tid til læsning havde jeg derfor også planlagt at tage på pilgrimsvandring på en del af Frans’ fredsrute, »Sentiero Francescano della Pace«, som går fra Assisi, gennem Rietidalen til Rom. Alle mine planer faldt på plads, og jeg delte tiden op i 4 »tempi«:
Læsning, vandring, skrivning, retræte.
Jeg var så heldig at kunne leje en studielejlighed i Løgumkloster de første par uger af min orlov. Det var rigtig godt at være hjemmefra i en periode, og den meget imødekommende og hjælpsomme bibliotekar, Helle, på Præstehøjskolens bibliotek havde inden min ankomst lagt en stor bunke bøger frem på skrivebordet til mig. Der var mange sider, der skulle læses, men det var stort set også det eneste, jeg skulle. Dog skulle de nye vandrestøvler gås til. Det var der rig mulighed for på egnen, langs Brede Å eller ad stierne ud blandt marker, skov og hede. De daglige markører med morgen- og aftensang gav læsningen en god rytme. Løgumklosterdagene sluttede og efter at have fordøjet dem, kom fase 2 i orloven: Rejsen til Assisi og vandringen i Frans’ fodspor.
Det blev en meget intens uge. Allerede første dag, hvor vi ankom meget tidligt til Roms lufthavn, havde vi mulighed for at besøge et klosterfællesskab i Fonte Colombo. På dette skønne sted havde Frans taget ophold flere gange; måske var det her, han skrev »Solsangen«. Stedet kunne i al fald sagtens inspirere til det. Det tidligere kloster var nu omdannet til et kollektiv for unge misbrugere. Et smukt og fredfyldt sted, som hjalp de unge til et nyt liv. Jeg har aldrig i mit liv set en urtehave med så lige rækker med rødbeder, peberfrugter, kål, krydderurter og meget mere. En af de unge fortalte os, at var der ro og orden i det ydre liv, så gav det også ro og harmoni i det indre. Det var resocialisering i Frans’ ånd – med nænsomhed og kærlighed til det enkelte menneske. Det var Frans’ tanker i praksis, vi mødte her. Næste dag, søndag, begyndte pilgrimsvandringen.
Fra vores opholdssted blev vi kørt ca. 20 km. mod syd af snoede bjergveje. Vi blev sat af ved en lille sti, udstyret med et kort og formaning om at se efter Tau-korset, der markerede vejen, vi skulle gå. Tau-korset (formet efter det græske bogstav »Tau«) var Frans’ foretrukne form for kors, der både mindede ham om Kristi lidelse og forpligtelsen til at tage sig af de mindste, de spedalske og de udstødte på hans tid.
Vi vandrede i stilhed, gjorde holdt af og til. Højt oppe over dalen, her »tæt« under himlen, i Guds store katedral, kunne vi høre klokkerne fra kirker fra mange sider kalde til messe. Vi satte os stille ved et kors undervejs, lyttede og bad vores bøn. I Assisi boede vi i de venlige Birgittinersøstres gæstehus. Broder Theodor, som er en dansk franciskanermunk gav os ikke alene en fantastisk rundvisning i Basilica di Francesco, men stillede også op til spøgerunde en aften efter middagen, og denne samtale gav os alle meget at tænke over.
Efter Assisi med de mange oplevelser, kørte vi ca. 100 km. nordpå til bjerget La Verna. Det var her, Frans modtog stigmaterne. Vi skulle bo på klostret. Det var stort og det mindede en del om Umberto Eccos roman »Rosens navn«. Det var lidt uhyggeligt at gå i de lange gange. Værelset var enkelt: en seng, en natbord med lampe, et skab og et skrivebord. Et enkelt kors på væggen over sengen. På trods af enkeltheden var der masser af liv på klostret. Der kom mange besøgende hver eneste dag, der var messer fra tidlig morgen til sen aften. Der var flere pilgrimsruter omkring klostret. Kommer man gående fra den nedre vandring, fra den eventyrlige skov rundt om klostret, så når man halvvejs oppe til et kapel. Det ser ikke ud af noget. Men det var her, Frans i sin tid kom vandrende , og netop på dette sted tog fuglene imod ham med deres sang.
Frans’ klosterregel afveg på flere punkter fra, hvad man tidligere kendte. Brødrene måtte intet eje, ikke tøj, ikke hus, ikke bøger, for de var gift med ”fru fattigdom”; deres opgave var at gå ud i alverden og ikke alene prædike evangeliet, men også gøre derefter. De mødte alle mennesker med tillid, for de kom med fred og kærlighed og nærede stor omsorg for næsten, sådan som evangeliet krævede det af dem. Frans havde et særligt blik for naturen og dyrene. Han skrev »Solsangen«, hvor han priser skaberværket, og det lå ham meget på sinde at passe på selv den mindste skabning. (En snegl blev nænsomt flyttet fra vejens spor, og ormen blev dirigeret i en anden retning).
Som jeg ser det, kan Frans’ »vej« skubbe til os, skubbe til vores natursyn og vores forhold til medmennesket og livet i det hele taget. Frans praktiserede en enkel livsstil og glædede sig over nuet. Der er i vor tid en længsel efter langsomhed, eftertænksomhed, stilhed, fordybelse, spiritualitet og pause. Det er, hvad jeg har brugt min studieorlov til at gå ind i.
Med ønsket om »FRED OG ALT GODT«.
Kirsten Fogsgaard
